Tider kommer hurtigere end vi regnede med.. Dagene er grå, triste, savner allerede den dejlige sommer. Der hvor solen skinnede på min hud, hvor jeg kunne ligge i græsset. Føle græsset på min hud, føle det i mit hår.
Smilet på mine læber falmer langsomt væk, konflikter ophober sig. Kan mærke den stille roligt bevæger sig helt tæt på mig, fylder mine årer, mine tanker.. Hvorfor skal jeg rammes igen, hvad har jeg gjort siden at du skal komme igen. Hvorfor kan jeg fyldes med glæde hele året hen, hvorfor kommer de svage sider stærkt nu. Hvorfor har man kun lyst til at ligge under sin dyne hele dagen, det er for koldt til at bevæge sig ud fra den varme tilstedeværelse under dynen.
Kanten hvor vi stod, de ord der blev sagt. De følelser blev udspillet i hvert sekund, der blev ikke tiet i vores kamp. De tårer som faldt som soldater, på en række. Det føles uretfærdigt, at vi skulle igenmen det her. Fortjener vi det her, hvorfor skal vi starte denne her krig. Hvad nytter det her, kan vi ikke bare sætte os ned. Tie stille et enkelt sekund, fyld det ud med et enkelt ord.
Når du græder, vil jeg være den første til at fjerne dine tåre. Jeg vil holde din hånd igenmen alle de kampe som vil komme, bevise at jeg står her til enden kommer. En sømand går ned med sin skude, jeg går ned med dig. Når du vil skrige, så er jeg den der vil fjerne din frygt. For jeg vil blive her ved din side, dag og nat. Til hvor vi end vil stå, så håber jeg, du husker mine ord.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar