Dagene går, humøret ændre sig. Nogle dage, har man det så godt med sig selv uden på. Men indeni er man ødelagt, man siger at det der ikke dræber en gør en stærkere. Burde nogle ikke være så stærke at de ikke vil hentyde til selvmord. Der er så mange unge, der går med at have det dårligt med sig selv.
Andre dage, kan man have det så af helvede til at man tyder til noget man faktisk ikke vil gøre. Hvofor kommer man så langt ud? Burde der ikke være nogle der siger at det skal man ikke. Du kan faktisk komme så langt ud at det er for sent, der er ingen der holder øje med hvad du gør. Så en dag, når du det måske fuldt ud selvom det var ikke det du ville. Så er det eneste du har lagt tilbage er et brev til den i familien, der betød mest. Selvom du ikke ville begå selvmord men vil bare lige skade dig selv lidt, så ender du med at en dag så siger kroppen slut. Der er ingen, der har kunne mærke hvad præcis hvad der har gået galt i dit liv, udover dig og dit brev. Er det den rigtige vej? måske, der er mange der vælger denne vej.
Hvordan kan det være at man stadig at en person, kan betyde så meget? Personen skriver at man skal glemme en, er pisse ligeglad med en. Men stadig, kan man ikke få øjnene andre steder. Det er helt uvirkeligt, jeg har altid drømt om denne kærlighed. Ja, jeg fik den. Men fuck jeg mistede den hurtigt igen, jeg nåede ikke at fuldføre mine følelser. Mine følelser er fortabt, de aner ikke hvad de skal føle mere.
Dybt inde, er jeg ikke den jeg var. Min lære siger at jeg ikke skal tænke så meget på andre og lidt mere på mig selv. Men nu er jeg ved at blive ligeglad med andre, hvad sker der for det? Jeg er faktisk næsten ligeglad hvordan andre har det, jeg ved ikke hvad jeg har lyst til mere. Jeg er ligeglad hvad folk siger om mig, det rager mig en fjælde. Før i tiden, så ragede det mig ikke så meget. Jeg kunne være ligelad, men stadig kunne tænke på tingene der blev sagt. Nu, er jeg så ligeglad at jeg glemmer hvad folk siger, fordi jeg ikke lyttede. Er simpelthen ligeglad, det er mig ubesvist om hvad folk mener om mig. Jeg er som jeg er, der er intet der kan lave om på den person jeg er.
Jeg ser op til få personer, ja, jeg er lav. Så jeg ser op til næsten alle -_- Den er ikke sjov mere, efter at høre på den hver dag. Jeg høre på så meget, jeg ser ingen der satser kærlighed højt. Folk lyver om hvad de føler, det giver mig utro på kærlighed. Eksistere den virkelig? Jeg tror det virkeligt ikke, jeg ser mange der oplever den fuldt ud. Men jeg har aldrig fået lov til at opleve den fuldt ud, hvorfor? Det har jeg ingen svar på. Men måske kommer den en anden dag, hvem ved? ikke jeg, men jeg vil vente. Jeg ved hvornår jeg har fundet den, der skal meget til at bevise at det er der jeg hører hjemme.
Folk, kan være så fuck inden i. Helt ødelagt, men spiller på facaden. De vil ikke vise deres sande ansigt foran "vennerne" eller familien. Man vil vise man er stærk selvom indeni er man så knust at det kan mærkes hele livet. Jeg ved ikke helt hvem jeg kan stole fuldt på men jeg er sikker på nogle!
Ingen kommentarer:
Send en kommentar