Det svære farvel til en ven.

Dagen var kommet, jeg skulle på ferie med min familie. Vi havde pakket taskerne, alt virkede så fint og så godt. Vi skulle gøre en time eller to, men vi satte os ind i bilen. Vi havde skruet op for musikken, campingvognen sat bag på bilen. Vi var klar til at køre, vi satte os ind i bilen. Vi var glade for at skulle en uge på camping, vi glædede os altid. Der var noget, vi altid så frem til.

Vi kommer ned på campingpladsen, vi finder stedet hvor vi skulle være. Campingpladsen var meget lille, men det var en natur campingplads. Ikke lige noget for mig, ingen swimmingpool, ingen piger så det ud til. Men jeg gik ned og spillede fodbold med nogen vi kørte sammen med derned. Jeg er selvfølgelig den bedste – kun fordi jeg er ældre og højere end dem. Tiden gik hurtigt den søndag, jeg fandt en bog og læste den om aftnen. Lidt efter, gik vi til køjs i campingvognen.

Dagene gik hurtigt, men så tirsdag mener jeg. Dagen, jeg aldrig nogensinde vil glemme. Jeg sad på facebook efter jeg lige havde spist morgenmad. Folk virkede triste, jeg lagde mærke til at folk havde skrevet på Sonnys væg, der stod ” hvil i fred min ven” Jeg kunne ikke acceptere det, jeg ringede rundt til alle mulige. Det var desværre sandt, han var fundet død i sin seng.
Folk vidste ikke helt hvad der var sket, alle søgte efter svar – men ingen fik svar.

Jeg var tom inden i, jeg vidste ikke hvad jeg skulle gøre. Jeg havde aldrig oplevet at miste en ven, en ven jeg havde kendt i mange år. Jeg vidste ikke hvordan, jeg skulle tackle det her.
Jeg lukkede mig selv inden, snakkede ikke med nogen – spiste ikke rigtigt. Jeg græd mig i søvne, jeg vidste ikke hvor jeg stod. Jeg kunne ikke genkende mig selv, de dage.

Jeg kæmpede virkeligt med at holde mit humør højt, gemme min facade foran de andre. Ingen skulle se hvordan jeg virkeligt havde det, men folk så det alligevel. Jeg er ikke god til at skjule mine følelser, har jeg fundet ud af. 

Jeg så på facebook, at folk havde lavet et minde ceremoni for ham. Jeg tiggede om at komme derned, for at sige ordentligt farvel. Men fik svaret ” det kunne ikke lade sig gøre” Jeg var sur over det svar, men så kom min gamle pædagog. Vi holder stadig kontakten, hun havde selv set på facebook.

Jeg spurgte hende ” Skal du ned og ligge blomster for Sonny?” Hun svarede mig med et suk ” Nej, det skal jeg ikke, men vi kan gøre det for din skyld?”
Jeg var lykkelig over det svar, jeg fik 300 kroner af min far. De penge, var til at købe blomster for. 

Jeg satte mig ind i bilen, spændte selen om mig. Vi skulle ned i en blomsterforhandler, vi fandt de smukkeste blomster for prisen.  Inde mit hoved var den tanke stadig ” Var han død, det kunne ikke lade sig gøre.” Den kørte hele tiden i mit hoved, jeg kunne ikke slippe den.
Vi kom endelig til Korsør, vi fandt stedet. Vi kom senere end de andre, de fleste var taget hjem. Men der var stadig mennesker der stod, der hvor alle blomsterne var.
Jeg gik med tårer i mine øjne, jeg lagde blomsterne. Jeg rystede mens jeg sagde – hvil i fred min ven, jeg elsker dig.

Minderne sidder stadig fast, tanken om at gud har taget ham fra os. Kunne han ikke have en taget en anden person end lige ham?! Men jeg glemmer ham aldrig, det sidder stadig i mit hoved i dag. Selvom det er flere måneder siden, så vil jeg aldrig glemme det. Jeg vil aldrig glemme Sonny. Håber du har det godt deroppe, håber der én der passer på dig. Ingen vil nogensinde glemme dig, du er fastbrændt i vores hjerte.

Det var det hårdeste, jeg har oplevet endnu. Der kommer mange stunder endnu, stunder hvor jeg rammer bunden. Men jeg må finde mig selv, kæmpe mig til toppen.

Jeg er blevet en stærkere person efter det her, jeg har lært at tackle sådan noget.
Jeg ved at næste gang jeg mister en ven, familie. Så vil jeg tage det på samme måde som jeg gjorde her, men finder toppen hurtigere.