Savner jeg dig eller det?

Det er et ubesvaret spørgsmål i mit sind - mine tanker, mit hjerte. "Savner jeg dig eller savner jeg den måde du var over for min familie" Det første kan jeg ikke svare på, men det andet kan jeg svare ærligt på. Mit svar er trukket af mange tråde, ja jeg savner den måde du var på over for min familie. Jeg har ikke mødt anden endnu, som gjorde det du gjorde.Jeg savner visse ting ved dig, men ikke personen "dig" Kan man godt det? Men sådan føler jeg det. Nogle gange finder man ud af visse ting, når du har råb og skreget, givet slip på alt- at man faktisk havde det godt. Jeg er bange for at se dig i øjnene - tale med dig igen, hvad skal jeg sige eller gøre. Sidste gang endte det i en endnu disksution, det nok bedst at lade det ligge. Jeg har stadig gaven fra dig - giver aldrig slip. Har købt ting som fører den mere "mig" Den er fortiden om min hals, husker på hvordan jeg var - ikke hvordan jeg skal være næste gang. Det er bedst at man lære at sine fejl, gjorde nogle fejl. De er ved at blive pudset af, til ikke at skulle gøre det samme igen. 


Jeg er ikke rigtig klar til et forhold - men jeg savner det. En at holde om, en at kalde din. En du tilbringer en del af livet med, en lærer at elske hvor ingen andre kan. Du lærer at give op - holde fast. Du lærer at vise følelser - blive en mand. Prøver at komme videre uden dig - det kan jeg, jeg ved det.